Navn: Abdelhaqq Berg
Født: 1975 - Konverterede til Islam i 2002
Måderne hvorpå man møder Islam kan være mange, de der er overbevist om Islams endegyldige sandhed, har alle vidt forskellige historier, som hver især er inspirerende. De fleste, der træder ind i Islam, har enten været søgende eller nysgerrige efter at få svaret på livets mest fundamentale spørgsmål, nemlig "hvad i alverden man laver i dette mægtige univers, og hvad er meningen med hele eksistensen?"
For at forstå baggrunden for min konvertering til Islam, føler jeg det nødvendigt at fremhæve min egen opvækst, for i den forbindelse at give læseren et dybere helhedsbillede. Som ung Frederiksberg-dreng i en alder af 15 år, flyttede jeg fra en ganske almindelig kommuneskole, til kostskolen "Det Kongelige opfostringshus" beliggende i Nordsjælland. Efter jeg fuldendte afgangseksamen, stod jeg i det berømte vejkryds. Hvad skal jeg nu? Jeg besluttede at fuldføre en et års uddannelse på handelsskolen, hvor jeg sideløbende på en arbejdsplads mødte ham, som senere hen skulle invitere mig til Islam. Jeg vil senere uddybe, hvordan vores venskab gennem årene blev stærkere og stærkere, både i forbindelse med det liv vi levede før vi begge konverterede, og i særdeleshed det venskab vi har i dag. Da en længerevarende uddannelse ikke var det jeg brændte mest efter, valgte jeg som tusindvis af andre unge, at søge en lærerplads. Jeg startede dermed som elev i en radio/tv kæde, hvor jeg langsomt arbejdede mig op ad karrierestigens vej. Jeg opsagde først min stilling som souschef næsten 7 år efter, da jeg mente tiden var inde til at søge nye græsgange. Jeg blev efterfølgende ansat som produktansvarlig for en af de største danske leverandører af teknisk udstyr til radio og tv stationer.
Familie, venner og kolleger har altid anset mig som værende lykkelig, idet jeg opfyldte alle de kriterier som de, og ikke mindst samfundet opstillede for at opnå lykken: Ejerlejlighed, karrierer, bil, samt en smuk kæreste, var de elementer der vejede tungest. Lykken var noget jeg helt naturligt prøvede, at realiserer gennem disse trivielle materialistiske midler, som følge af det kulturmønster og miljø jeg var præget af. Venskabet til personen, jeg nævnte tidligere, blev fra første møde et venskab med meget tætte bånd, vi delte stort set alt lige fra tøj, lejlighed til kontanter. Som stort set alle unge mænd i en alder af 19 år, var det ikke de mest fundamentale spørgsmål der blev diskuteret. Det, der var på dagsordnen var nærmere smarte biler, kvinder samt hvilke fester der var planlagt for weekenden. Med dette irrationelle og grænseover-skridende liv, som fortsatte i næsten 5 år, stødte vi naturligvis også på de euforiserende stoffer, hvilket hurtigt blev en del af vores liv. Indtagelsen af stoffer var til at starte med kun i weekenderne, men eskalerede hurtigt til et dagligt misbrug, hvilket resulterede i at vi begge rent mentalt faldt i et dybere og dybere hul.
Som alle andre venskaber er det naturligt, at man ser mere eller mindre til hinanden i perioder. Man får nyt arbejde, ny kæreste, ja omstændighederne kan være mange. I sommeren 2001 mødte jeg en fælles ven der fortalte mig, at den person, som jeg havde delt næsten alt med de sidste mange år, var blevet muslim. Jeg var en smule chokeret, hvilket var naturligt, omstændighederne taget i betragtning. Et par dage efter ringede min gamle ven og bekræftede dette.
Jeg husker min første reaktion som værende glæde over at høre hans stemme. Jeg brændte efter at få svar på hans pludselige valg. Hvorfor lige Islam?, tænkte jeg. I Islam må man jo ikke spise flæskesteg eller drikke alkohol, hvilket vi tidligere havde nydt under adskillelige sammenkomster. Da han kom forbi et par dage efter, modtog jeg ham i døren. Det var som om intet var hent, han lignede præcis sig selv og båndet mellem os blev med det samme knyttet. Jeg dirrede af nysgerrighed for at høre hans historie, og jeg havde knapt nok fået skænket kaffen, før det første spørgsmål havde forladt min mund. Hvad har du nu rodet dig ud i, hvorfor lige Islam, hvad med flæskestegen, for ikke at tale om alkoholen?, spurgte jeg. Han svarede med en overbevisende ro, at han havde fundet sandheden på livet. Han forklarede at Islam var en intellektuel overbevisning, og at Koranen var et mirakel, der udfordrer hele menneskeheden, til at lave noget lig. Jeg havde det lidt ambivalent, på den ene side tænkte jeg, at han var blevet skør, men alligevel var jeg også tilpas nysgerrig for at høre hans argumenter.
Jeg husker at vi den dag diskuterede i flere timer, om der nu var en Skaber eller ej. Han argumenterede med at universet ikke kunne komme af sig selv, og at universet ikke var evigt grundet alt sanseligt havde en start og dermed også slutning, hvilket rent intellektuelt kun efterlod en mulighed, netop at universet var skabt. Vi fortsatte vores diskussion i de efterfølgende uger, hvilket resulterede i, at jeg flere gange gik med tanken om at konvertere, grundet de intellektuelle beviser, som islams fundament hviler på. I mine overvejelser begyndte jeg at sætte undskyldninger op for mig selv. Jeg var så småt i gang med at sælge min lejlighed, hvilket ville indbringe mig en fortjeneste på næsten 400.000,-. Jeg havde nogle gode venner, et godt arbejde samt familie og kæreste, der behandlede mig godt, hjalp og støttede mig, når jeg havde brug for det. Jeg kunne bestemt ikke se, at jeg ville blive lykkeligere ved at blive muslim, da min definition på lykke jo var det, jeg allerede havde. Det endte med at min hovmodighed oversteg mit intellekt, og min lyst til at fortsætte vores diskussioner endte pludseligt med et telefonopkald, hvor jeg fortalte at jeg ikke ønskede at blive muslim. Jeg mente, at jeg havde alt for meget at miste, hvilket udelukkende var undskyldninger idet jeg intet havde, som rent rationelt kunne modbevise Islams sandhed.
Depressionen var så småt under opsejling, efter jeg havde sagt farvel til min gamle ven. Jeg husker at jeg rent mentalt ikke kunne rumme mere. Jeg var i gang med at sælge min lejlighed - var lige blevet udnævnt til souschef, samt alt det omkring Islam og livets store spørgsmål, resulterede i at bægeret flød over. En morgen kulminerede det hele, jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jeg var dybt ulykkelig - tårerne trillede ned af mine kinder, og tankerne fløj rundt fra den ene yderlighed til den anden. Jeg var flere gange ude at kaste op på toilettet, hvor jeg til sidst satte mig med hovedet over kummen i fuldstændig udmattelse. Jeg viste ikke hvad i alverden jeg skulle gøre, og besluttede til sidst at ringe til min læge for at fortælle hende, hvordan jeg havde det. Hun prøvede naturligvis at berolige mig og anbefalede, at tage over på den psykiatriske skadestue, hvor de kunne hjælpe mig. I et desperat forsøg for at få hjælp tog jeg hendes råd. Da jeg kom derover fik jeg snakket med en psykolog, der til sidst gav mig nogle piller, så jeg kunne få slappet af, og få det hele lidt på afstand. Jeg forlod skadestuen med beskeden om, at jeg skulle kontakte min egen læge, så hun kunne henvise mig til en psykiater. Min egen læge fortalte, at jeg bestemt ikke var den eneste der led af depressioner, og at lykkepiller ville få mig på rette kurs igen. Hun udskrev prompte en henvisning til en psykiater, som jeg skulle kontakte for at få hjælp.
Lykkepillerne, som hun sagde skulle hjælpe, gav mig ikke andet end tynd mave. Psykiateren jeg gik til i flere måneder sagde, at jeg mine problemer lå gemt i min barndom, hvilket han til dels ret i, da barndommen netop er det stadie, hvor man begynder at stille spørgsmål relateret til livet, hvorfor man er til ? meningen med det osv. Jeg begyndte at stille spørgsmål omkring hele eksistensen - om der var en Skaber bag dette mægtige univers, eller om det hele bare var kommet af sig selv ved en tilfældighed. Svaret jeg fik, var at vi her i Danmark havde religionsfrihed, og at den endegyldige sandhed var noget jeg selv skulle finde ud af. Mit intellekt kunne ikke accepterer det svar jeg fik. Jeg kunne ikke få det til at passe til den virkelighed jeg var omgivet af, da tilstedeværelse af alt sanseligt fra min dagligdag, jo netop havde en mening og dermed også et formål. Men så snart jeg vendte brillerne mod mig selv, og tænkte dybt over min egen eksistens og hvorfor jeg var til, kunne jeg ikke finde noget svar, hvilket drev mig til vanvid. På sidelinen stod familien, kæresten og vennerne fuldstændig magtesløse. De kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så ulykkelig, og hvorfor jeg tænkte så dybt over livet. Jeg havde jo i deres øjne alle de rigtige forudsætninger for en lys fremtid.
Grundet salget af min lejlighed, var det ikke penge jeg manglede. I 2½ år var mit liv en stor ruchebanetur, der udtrykte sig i alle former for eskapisme, så som overdrevet tøj indkøb - uhæmmede byture ? smarte biler, samt et dagligt hash misbrug. Jeg havde inderst inde ingen livsglæde, og var bestemt ikke blevet lykkelig af de materialistiske ting, jeg havde erhvervet mig. I sommeren 2002 mødte, jeg gennem en fælles ven, min gamle barndomsven. Vi havde efter vores telefonsamtale ikke snakket sammen i næsten 3 år. Allerede samme dag begyndte jeg at stille spørgsmål omkring Islam. Jeg var blevet mere og mere søgende efter et alternativ til det liv jeg førte. Jeg var inderst inde udmærket godt klar over, at mit liv var et stort kaos, og at jeg stadig ikke havde fået svar på, livets mening, og helt grundlæggende hvorfor jeg var til...
Hvad er der at miste, tænkte jeg. I virkeligheden er der alt at vinde hvis Islam er sand, men en ting var helt sikkert tænkte jeg, hvis jeg skal konverterer til Islam, skal beviserne være så entydige og absolutte, at der ikke kan herske nogen tvivl om dens grundlag. Vi diskuterede stort set hver dag i næsten 4 måneder. En af de første ting, der overraskede mig var, at Islam bestemt ikke var nogen religion, men et fuldt omfattende livssystem, der ikke kun gav svar på de individuelle andagter, men i allerhøjeste også på alle de spørgsmål relateret til livet, som oven i købet passede perfekt til menneskets natur. Islam, som i stort set alle vesterlændinges øjne og inklusiv mine førhen, var noget undertrykkende og tilbagestående, blev pludseligt vendt til at være det livssytem, der kunne rede hele menneskeheden for dens elendighed og undertrykkelse.
Da hele fundamentet for Islams sandhed ligger i Koranens mirakel, var det altafgørende at jeg på en intellektuel og altomfattende måde, undersøgte Islams egne kilder for der igennem selv, at måle og veje beviserne for dens oprindelse. Med en dyb og ikke mindst oprigtig tilgang i studeringen, blev tvivlen elimineret med soleklar bevisførelse, hvilket naturligvis var en smule skræmmende, da jeg via det kulturmønster jeg var præget af, var blevet skolet med at sandheden var relativ, og at der bestemt ikke var en endegyldige sandhed. Efter alle døre var blevet lukket, stod miraklet klart og funklede som solen på himlen. Jeg havde ikke den mindste tvivl. Efter alle de beviser og tanker jeg var blevet præsenteret for gennem fire måneder, var jeg så ivrig for at konvertere til Islam, at det ikke kunne gå hurtigt nok. Jeg ringede en aften til min gamle ven og fortalte ham, at jeg ønskede at blive muslim. Da han kom forbi en halv time senere spurgte han, om jeg nu var sikker i min beslutning. Jeg svarede prompte, at jeg aldrig i mit liv havde været så sikker. Med en ubeskrivelig lettelse over at have fundet sandheden på livet, bekendte jeg samme aften overfor Den Almægtige Skaber Islams sandhed.
I dag lever jeg sammen med min muslimske kone i et stabilt og fredfyldt ægteskab. Vi lever og ånder begge for Islam. For hver dag der går, bliver jeg bekræftet i den beslutning jeg har taget. Jeg er ikke det mindste i tvivl om at Islam er sand, og at dens livssystem, er det eneste der vil kunne rede menneskeheden, for det mørke den befinder sig i...
Abdelhaqq Berg