Sundhedssektoren i Vesten

 

 

De seneste år, har snakken om helse og sundhed været i fokus. Vi ser daglige kampagner om rygestop, brug af sikkerhedssele i bilen, nedsættelse af fart i trafikken. Vi ser blade med særlige træningsprogrammer, der på mirakuløs vis lover sunde kroppe i løbet af ingen tid. Vi ser råd om korrekt kost, vægttab. Og det stopper ikke. Konstant kommer der nye idéer og nye forslag til hvordan vi kan få en sundere livsstil, på kortest mulig tid. Det bærer typisk præg af, at vi lever i samfund der er hektiske og hvor samfundets hjul drejer hurtigt rundt og man har bare at hægte sig på, hvis man skal følge med. Men uanset hvor mange råd vi følger, uanset hvor forsigtigt vi kører, uanset hvor sundt vi spiser, så kommer vi ikke uden om at mennesket er og bliver et menneske. Begrænset, svagt og sårbart.

 

For mennesket rammes, i løbet af sit liv, af skade eller sygdom. Og vi oplever oftere og oftere hvordan befolkningen forsømmes af systemet, der i sidste ende burde være ansvarlig for sine borgere. Vi oplever en tydelig forringelse i sundhedssystemet, måske endda på egen krop eller gennem vores familiemedlemmer.

 

Lad os se nærmere på sundhedssektoren i vesten, hvorledes den er i gang med at afvikle og nedbryde drømmen om velfærdssamfundet og hvorledes borgere bliver ofre i et kynisk og menneskefjendsk sundhedssystem på et tidspunkt, hvor de er svage eller sårbare. Efterfølgende vil vi få et lille glimt af, hvordan muslimernes beskyttere og varetagere, plejede at vise bekymring og omsorg for deres borgere under det barmhjertige Kalifat (622-1924 e.kr).

 

Sundhedsreformen:

 

I de eksisterende samfund, der hører vi fra tid til anden om reformer. For den erfarne borger, der er bekendt med sine samfundsforhold, bringer det som regel et gisp i vedkommende. For selvom reformer er et udtryk for en forbedring af tilstanden, så ser vi som regel at det i virkeligheden medfører en kvalitetsforringelse. Og det bringer kun forbedringer i budgettet for den enkelte instans eller institution og sjældent mærkbar forbedring hos befolkningen. Derfor ser vi i dag, at reformer snarere er blevet et synonym for besparelser eller nedskæringer. Man kan så at sige kalde det for "gammelt kød i ny indpakning". Og det er vi jo blevet endnu mere bekendt med her på det sidste.

 

I Danmark har vi hørt om politireform, kommunalreform eller strukturreform. Og nu er Obama så på banen med sin healthcare reform, bedre kendt som sundhedsreformen, som var et af hans valgløfter inden indtrædelse til hans præsident embede.

 

Det har været kendt for mange, at det amerikanske sundhedsvæsen længe har været ekstremt kynisk i sin håndtering af patienterne. Hvis de da overhovedet når så langt, at kunne kalde sig patienter. For er man ikke i den eksklusive position, at man er i besiddelse af en sygeforsikring betalt af arbejdsgiver eller at man kommer igennem nåleøjet og lever op til kravene for selv at tegne den dyre forsikring eller at man har finanserne i orden, ja så er der hurtig ekspedit og man er lige så hurtig ude af hospitalet igen som man kom ind. Uden nogen som helst hensyn til hvilken akut syge tilstand man befinder sig i. Selvom man er i besiddelse af den uundværlige forsikring, så er der stadig ingen garanti for at man er berettiget til behandling, og så er man igen smidt for porten som en ubuden gæst. Ifølge officielle tal, så er der 40 mio. ud af ca. 270 mio. amerikanere uden en forsikring, der dermed skal betale for ethvert minuts ophold på et hospital ud af egen lomme. Det er i hvert fald de offentliggjorte tal, som højst sandsynligt er stærkt underdrevet.

 

Man føler sig nødsaget til at se sig enig med et ofte brugt udtryk blandt sundhedsfagligt personale i Danmark. "At det kræver et godt helbred at være syg". Det må man sige er nødvendigt under de urimelige forhold, med alle de barrierer man møder blot for at få lov til behandling og omsorg.

 

D.24. december var Obamas forslag til en, ifølge ham selv, skelsættende reform til afstemning i senatet efter at den havde været til behandling og godkendelse i repræsentanternes hus. De 60 stemmer der var påkrævet fra senatet er nu opnået. Men inden senatet begynder at klappe for højlydt i sine befængte hænder, er det værd at undersøge hvad reformen indbefatter. Uden at nævne for mange detaljer, vil sundhedsreformen i store træk tilsigte følgende:

- At etablere et forsikringsmarked, hvor individer eller mindre virksomheder kan købe dækning.

- At etablere et offentligt forsikringstilbud, som også er med i forsikringsmarkedet.

- At give mulighed for dannelse af økonomiske samarbejdspartnere, der ikke tjener penge på deres arbejde, men skal sikre bedst mulig nytte af deres ydelser til deres medlemmer. At de ligeledes kan udbyde forsikringer på markedet.

- Forbud over for forsikringsselskaberne om, at de udelukker tidligere syge, og at kræve højere præmier af dem. Hvilken barmhjertighed! Så nu kan folk der potentielt er kronisk syge også få ret til behandling af deres sygdomme i modsætning til før.

- Etablering af en midlertidig, landsomfattende puljeordning, som skal sørge for dækning til uforsikrede, indtil de permanente ordninger er på plads. Læg mærke til, at jeg sagde midlertidig ordning.

- Tilladelse til unge om at være omfattet af deres forældres sygesikring, indtil de fylder 27 år.

- Garanti for nedslag i prisen til forsikringstagere, hvis præmie langt overstiger lægeudgifterne. Ja, så nu er man vel så heldig at man ikke skal smide penge ud af vinduet mere.

- Etablering af en offentlig procedure, så forsikringsudbydere skal begrunde forhøjelse af præmierne.

- Fjernelse af muligheden for at annullere en såkaldt livsvarig sygesikring, mens forsikringstageren er i live.

- Tilladelse til delstater til at samarbejde, så der kan sælges forsikringsordninger på tværs af delstatsgrænser.

- Derudover kommer der bestemmelser om, at enkeltpersoner og firmaer er forpligtet til at sørge for sygeforsikring. Og at der lægges skat på velhavende amerikaneres sygeforsikringer. Så fordi man er velhavende, så skal man betale mere for samme ydelse. Hvilken person ville acceptere det, hvis det var samme tilfælde når han skulle købe sig et par sko?

 

Undskyld mig sarkasmen, men hvilken hån er det ikke af menneskets forstand? Siden hvornår, er det blevet en luksus, at få hjælp til at få opfyldt helt basale rettigheder? Indtil videre havde man altså accepteret at 40 mio. mennesker i virkeligheden ikke havde adgang til hospitalshjælp (det komiske er, at de 40 mio. nu får en sundhedsforsikring, men mangler stadig et tag over hovedet). Udover det så burde det skabe skepsis, at garantien for borgernes ret til behandling hviler på forsikringsselskaber. Forsikringsselskaber! Den største legitime svindelvirksomhed. Enhver der har haft med forsiringsselskaber at gøre ved, at her skal det, der står med småt virkelig nærlæses. Forsikringstagere, der får brug for deres dækning hvirvles ofte ind, i en juridisk vaskemaskine af selskaberne, så borgeren står tilbage svimmel og forvirret, for til sidst at opgive sin kamp om dækning eller erstatning. Men man har til gengæld fået lov til at betale for sin forsikring år efter år.

 

Sundhedsreformen vil i virkeligheden ikke føre til andet end at skaffe forsikringsselskaberne 40 mio. ekstra kunder, så kan de vel også leve med at sætte priserne lidt ned. Udover det, så bliver borgerne tvunget til at tegne en forsikring, som de selv betaler for. Og så skal vi heller ikke glemme at skatterne stiger, for hvem skal ellers betale de 900 mia. dollars, reformen kan komme til at koste over den 10 år lange periode? Og i øvrigt, så træder den først i kraft i 2014. Så den der er alvorlig syg nu, må ruste sig med tålmodighed.

 

Danmark:

 

Men hvad med her i Danmark? Der har man også været glad for at få gennemført reformer indenfor sundhedsvæsenet. Det er dog bemærkelsesværdigt, for Danmarks hospitalssystem har aldrig fungeret dårligere end det gør nu. Det er præget af mangel på ressourcer og lange ventetider, så lange at alvorligt syge patienter, herunder kræftpatienter, i mellemtiden når til et punkt hvor sygdommen er blevet uhelbredelig fordi den har haft masser af tid til at sprede sig. Det har vi set adskillige eksempler på. Patienter mødes med ligegyldighed og er udsat for øget mulighed for fejlbehandling og der fremkommer en stigende utilfredshed fra borgenes side, over deres behandlingsforløb.

 

Hvis man går ind på patientklagenævnets hjemmeside, ser man noget bemærkelsesværdigt. Her kan man se statistikker over de antal klagesager der været gennem årene. F. eks er der i løbet af 2008, oprettet 3858 klagesager. Går man blot 10 år tilbage var antallet af oprettet sager 2489. Så der er en markant stigning i klagesager, selv efter reformen, som skulle sørge for effektivisering og bedre service i sundhedssektoren. Og det er altså kun de sager som klagenævnet valgte at tage imod. Det siger intet om hvor mange henvendelser der reelt har været. Så alt i alt, kan man vist roligt sige at systemet er blevet godt og grundigt tungt at danse med.

 

Reformen som blev kaldt struktur eller kommunalreformen trådte i kraft d.1. januar 2007. Den medførte at de 271 kommuner blev reduceret til 98 og de 13 amter blev nedsat til 5 store regioner. Som eksempel kan man kigge nærmere på Region Hovedstaden, hvor dens ene ydregrænse er Ishøj/Hundige området og dens anden er helt oppe omkring Gilleleje og Hundested i Nordsjælland. Området er på 2.561 km og rummer ca. 1.6 mio. indbyggere. Til dem er der i alt 14 hospitaler til at tage vare om dem, med omkring 5600 sengepladser.

 

Reformen betød en større omstrukturering både geografisk og finansielt, og ikke mindst i forhold til ansvar og opgave fordeling, som på sigt skulle føre til besparelser. Virkeligheden blev, at staten udliciterede mere og mere af sit ansvar overfor borgerne og flyttede det over på regionerne, som hver især, mere begyndte at ligne separate virksomheder der stræber efter profit og besparelser, frem for at servicere borgerne og effektivisere den offentlige sektor. Den største mærkbare effekt så man indenfor sundhedssektoren. Her ser man så stadig i dag, hvordan flere og flere hospitals afdelinger med specialer lukker ned og mulighederne for at behandle bestemte patientkategorier bliver færre. Man kan nærmest ikke skelne, om man er trådt ind i et hospital eller en spøgelsesby. Man møder derfor hospitaler i dag, der ikke er i stand til at tackle helt basale behandlinger af patienter pga. de manglende ressourcer og midler. Det fører unægtelig til at der er færre der kan varetage opgaven og patienterne skal transporteres i længere tid, for at kunne få den rette behandling. I visse situationer er spørgsmålet om tid en altafgørende faktor for, i hvilket omfang patienten bedres efter behandling, hvis han da overhovedet bedres. For flere gange har vi set pga. dårlig hygiejne på sygehusene, at patienterne pådrager sig flere sygdomme når de udskrives, end dem de havde da de ankom.

 

Kommunalreformen formåede heller ikke at løse problemet med mangel på sundhedsfagligt personale, tværtimod så bidrager regionerne effektivt med det. For bare i år er der blevet fyret omkring 800 sygeplejersker pga. besparelser. Manglen på læger og sygeplejersker har stået på i adskillige år og det bliver værre og værre. Med den konsekvens, at det resterende personale arbejder under urimelige arbejdsforhold. Med lange arbejdstider, dårlige lønninger og et stort arbejdspres. På sigt opfostrer det ekstremt frustreret medarbejdere, der enten stopper deres arbejde eller bliver kyniske robotter, der har mistet enhver lyst til at tage omsorgsfuldt hånd om deres patienter. Og skulle der være en barmhjertig sjæl iblandt, så kan det på ingen måde tilskrives systemet, men kun den enkelte læge eller sygeplejerskes egen moralsk opretholdelse. Ellers, så er de fleste blevet et produkt af den profitmaksimerende virksomhed de er ansat af. Til sådan en grad, at det er blevet kotume på hospitalerne, når de modtager patienter de ikke regner med har et længerevarende ophold, at de bliver lagt på senge hvor plastik overtrækket, der viser at sengen er rengjort, ikke bliver fjernet. For det koster altså 650 kr. at rengøre og oprede sengen på ny! Så kan patienterne ligge og knitre rundt på plastik, de ikke kan ånde i og føle sig som en eller anden kød indpakning. Tilfældet er bare, at patienterne ikke er kød, varer eller gods, men levende mennesker.

 

Alle de problemer jeg har peget på kan tilskrives en ting. Og det er den kapitalistiske ideologi. Det menneskesyn den frembringer til de vestlige samfund er årsagen til det elendige sundhedsvæsen, der drives som en samlebånds fabrik, hvor patienterne skal hurtigt ind og ud igen. For den her hadske ideologi, fokuserer kun på individet og dets friheder og den dikterer, at mennesket er kilden til lovgivningen og at det selv kan definere ret og slet. Når mennesket giver sig selv kompetencen til at nedfælde det system forholdene skal organiseres med, så vil lovgivningen altid være partisk, modsætningsfyldt og drevet af egne interesser og lyster. Derfor ser vi i de vestlige samfund, at mennesket søger opnåelse af den maksimale materielle og kropslige tilfredsstillelse. Dermed gives der ingen plads til oprigtig omsorg, bekymring eller varetagelse af samfundets borgere. Men kun gavn og nytte er målestokken for menneskets handlinger, hvor end det mener, det finder den. Derfor vil den materielle værdi altid være det, der skal realiseres og det gælder også i sundhedssektoren, der har fokus på sine besparelser og indtjening udfra en cost benefit tilgang. Som vil sige, at man opgører udgifter i forhold til profit, for derefter at konkludere at en løsning til et givent problem, ikke kan betale sig i forhold til den mindre gavn det medfører.

 

I Islam forholder tingene sig fuldstændig anderledes. I Islam underkaster mennesket sig Allah (swt) og lader sine handlinger dirigeres efter det, Den Almægtige har befalet. Halal og haram er muslimens målestokke i livet, og hans blik er konstant rettet mod regnskabets time, med et inderligt ønske om, at han er blandt dem Allah (swt) er tilfreds med. I det islamiske samfund, vil det betyde at betragtninger til problemerne i samfundet, anses som menneskelige problemer og løsningerne tager ikke kun udgangspunkt i profit eller materiel gavn, men skaber en balance mellem de moralske, menneskelige, åndelige og de materielle værdier. Der føres ingen milimeter politik, hvor en given handling altid skal udløse en præmie i form af en tjeneste eller tilbagebetaling. Derfor vil der i det islamiske samfund altid være drivkraft til at løse problemerne og der vil sørges for at varetagelsen af folk vil være vedvarende, om det medfører profit eller ej. Med den klare forståelse af det ansvar samfundet har for sig selv og menneskeheden, vil den islamiske stat yde sit yderste, for en oprigtig, uselvisk varetagelse til glæde for dens borgere og for opnåelsen af Allah (swt) tilfredshed.

 

Jeg vil her til sidst opridse enkelte elementer af den islamiske nations varetagere og lederes yderste bestræbelser på at garantere tryghed og stabilitet. Men først, vil jeg give et kort indblik, i det syn den retskafne khalif besidder, i sin anskuelse af den befolkning han varetager. Det syn som Islam har fremlagt for ham.

 

Allah sendebud (saaws) sagde:

"Sandelig, I er alle sammen hyrder og enhver af jer er ansvarlig for den han hyrder. Sandelig, lederen er en hyrde over folket og han er ansvarlig for dem han hyrder"

 

Hadithen viser klart, hvad khalifens udgangspunkt er, i forbindelse med hans ledelse over folket. At han er ansvarlig, dvs. stilles til regnskab, for hans evne eller mangel på samme, til at tage sig af sine borgere og beskytte dem.

 

Profeten (saaws) siger ligeledes i en anden hadith:

"Hvis Allah beskikker nogen med varetagelsen af muslimerne, og han ignorerer deres rettigheder, fornægter dem adgang til ham og forsømmer deres behov, så vil Allah ikke besvare hans kald eller realisere hans håb, og Han (swt) vil være ligegyldig overfor ham på genopstandelsesdagen"

 

Khalifen Umar Ibn Abdel-Aziz forstod hans byrde og ansvar meget klart. Og da han indtrådte sit embede, så folk ham altid se dyster ud. Hans tjener spurgte ham, hvorfor han altid så, så nedtrykt og sørgmodig ud? Da sagde Umar: "Enhver i min position burde være det, Jeg skal levere og give alle landets borgere, alle deres rettigheder, uanset om de kræver dem eller ej"

 

Subhanallah! En værdig leder, der bærer hans byrde på sine skuldre og føler oprigtig bekymring for om kan leve op til hans ansvar.

 

Lad os se, hvad ledere som Umar Ibn Abdel-Aziz formåede at gøre for den islamiske ummah. Var de ligesom USA? Var de ligesom Danmark? Hvilke muligheder skabte de, for beskyttelsen og varetagelsen af befolkningens helbred?

 

Det er en ubestridelig virkelighed at muslimerne under khilafahs mægtighed, foretog kvantespring indenfor alle felter, herunder videnskab og medicin. Der blev oprettet effektive sundhedsvæsener der gav enhver borger adgang til gratis lægelig behandling, gratis medicin og mad for den nødstedte. For ansvaret og driften af et velfungerende sundhedsvæsen ligger nemlig hos staten.

 

For blot at nævne få eksempler, så blev der under khilafah etableret første klasses hospitaler i Baghdad, Damaskus, Cairo, Quds, Alexandria, Cordoba, Samarkand blandt mange andre. Der eksisterede et overflod af læger. Baghdad alene havde 60 hospitaler og over 1000 læger. Blot for at sammenligne så nævnte jeg tidligere, at Region Hovedstaden har 14 hospitaler til et areal på 2.561 km². Baghdad er blot på 734 km². 60 hospitaler til et areal på 734 km².

 

Bimaristan al-mansuri hospitalet i Cairo, blev etableret i 1283, det havde plads til 8.000 patienter, i forhold til hele Region Hovedstadens 5600 sengepladser. På hospitalet i Cairo, var der to plejere til hver patient, der skulle sikre enhver form for komfort og støtte. I dag har man blot selskab af en rød snor man kan trække i, hvis man eksempelvis har behov for hjælp til toiletbesøg, så kan sygeplejersken, når hun engang har tid, komme patienten til undsætning, hvis ikke besørgelsen allerede er forbi. Hvilket sker dagligt på de danske sygehuse. Patienterne i Cairos hospital havde egne senge, eget sengetøj og fik ved både ind og udskrivning gratis mad og medicin med.

 

Eller hvad med khalifen, Al-Muqtadir Billah, der etablerede mobile hospitaler der turnerede rundt til de landsbyer der ikke havde tilgang til hospitalerne i byerne. De mobile enheder rejste, efter nogle dages ophold, fra by til by og sørgede for gratis behandling til borgerne.

 

Det var vores oprigtige ledere, det var vores elskede khilafah. Men efter khilafahs destruktion forsvandt barmhjertighedens lys fra jordens overflade og mennesket har siden da, levet i elendighed og fortvivlelse.

 

Skrevet af Sharif Abdel Rahman